Rest Ice Compression Elevation – RICE-Princippet
Man opdeler som regel skader i akutte skader og overbelastningsskader. De akutte opstår pludseligt under træning eller andre fysiske aktiviteter som følge af voldsomme påvirkninger af forskellige områder af bevægelsesapparatet eller af fejlagtige bevægelser. Ved styrketræning opstår de akutte skader som regel grundet manglende opvarmning, eller når musklen bliver stresset sidst i træningsforløbet, hvor trætheden er særlig udpræget. Ofte vil det også forekomme i forbindelse med manglende restitution.
Overbelastningsskader opstår som følge af uhensigtsmæssige belastninger samt uhensigtsmæssig træning eller ubekvemme arbejdsstillinger over en længere periode. Årsagen kan for eksempel være overtræning, for stor belastning i forhold til kroppens fysiske tilstand samt forkerte udførte bevægelser. Overbelastningsskader kan komme til udtryk på flere forskellige måder og med mange forskellige symptomer på én gang. Hævelse, rødme, smerte og ømhed, uoplagthed og nedsat funktion af musklen eller leddet kan være nogle af symptomerne. Man bør altid være opmærksom på, akutte skader ofte forekommer som følge af overbelastning gennem en længere periode. Derfor kan det også til tider være svært at skelne i mellem de to typer af skader. Man bør derfor altid gøre sig nogle tanker, om den akutte skade er opstået som følge af længere tids overbelastning og manglende restitution. Fælles for de to typer af skader er, der altid opstår inflammation. Det er en betændelsesreaktion, som er kroppens vigtigste forsvar imod bakterie- og virusinfektion og mod fysiske og kemiske skader. Ømhed, hævelse, rødme, varme og nedsat funktion af den pågældende del, er symptomer, som inflammation kan kendes på.
Når skaden pludselig opstår, er der nogle principper, som er meget vigtige at kende til for at helbredelsen af det pågældende væv skal forløbe så optimalt som muligt. 80-90 procent af alle akutte skader opstår i bløddelene, hvilket vil sige i muskulatur, sener og ligamenter. Derfor er det også vigtigt, man får klarlagt, hvilke af disse som er beskadiget, således man kan rette behandlingen mod det specifikke skadesområde.
Den normale akutte skadesbehandling kalder man for RICE-behandling, hvilket står for Ro, Is, Compression og Elevation. Man bør som tommelfingerregel udføre RICE-behandlingen i 1-2 døgn efter skaden er opstået.
RO
– Ro siger næsten sig selv, da man som oftest stort set ikke vil kunne belaste den beskadigede kropsdel, og derfor er nødt til at holde sig i ro.
IS
– Isbehandlingen bør påbegyndes med det samme. Den skal bestå af nedkøling af det beskadigede væv ved hjælp af isposer eller andre poser med frosne elementer, såsom frosne grøntsager. Man skal være opmærksom på, isbehandlingen ikke bør foregå direkte på huden, da der kan opstå forfrysninger i hud og underhud. Et viskestykke eller lignende kan derfor være fornuftigt at benytte. Isbehandlingen vil dels medføre smertelindring, og vigtigst af alt vil det mindske blødningen i vævet, da det vil medføre en sammentrækning af de beskadigede blodkar. Isbehandlingen bør foregå ca. 20-30 minutter ad gangen, hvorefter man skal holde pause på ca. 30-40 minutter. Man bør umiddelbart tilstræbe en vedvarende behandling de første 5-6 timer. Vær dog altid opmærksom på, huden ser okay ud og har følelse. Herefter kan man nedtrappe isbehandlingen over det næste døgns tid.
KOMPRESSION
– Kompression vil sige, man komprimerer den beskadigede struktur for at hindre en voldsom hævelse som følge af den indre blødning. Kompression bør foretages med en elastisk støttebandage og bør ikke være så stram, den lukker af for blodcirkulationen til området. Dette vil dog også medføre større smerter. Hvis der er mulighed for at kombinere is- og kompressionsbehandlingen, er det en yderst god idé. Det vil sige, man først lægger en forbinding (ikke alt for tyk), og derefter påfør is på denne.
ELEVATION
– Elevation vil sige, man hæver den beskadigede kropsdel over hjertehøjde. Det betyder først og fremmest, blødningen mindskes en smule og samt kan føles mere behageligt.
SPORTSMASSAGE
– Efter to til tre dage kan man begynde med massage af musklen ved hjælp af sportsmassage. Massagen er med til at fremskynde helingsprocessen samt løsne op for spændingerne omkring det beskadigede område og andre områder, da man er tilbøjelig til at kompensere for at skåne den beskadigede del.